dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Studietur til Las Vegas er central i korruptionssag

Cognac kostede 160 dollars for et enkelt glas, da ansatte i Region Sjælland var på tur med it-selskabet Atea

SJÆLLAND: Den store straffesag om påstået bestikkelse er drejet væk fra Formel 1-løb, massage og et trestjernet hotel i Dubai og beskæftiger sig mandag med fornøjelser i Las Vegas i USA.

Tre ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet er anklaget for gennem flere år at have modtaget bestikkelse af it-selskabet Atea - både på flere udlandsrejser og ved en lang række besøg på restauranter i Danmark.

På skærme i et retslokale i Glostrup viser Bagmandspolitiet mandag mails, som fortæller om to af de anklagedes forventninger til et fagligt arrangement med Hewlett-Packard som vært i Las Vegas i juni 2009.

'Der er jo ikke så mange forelæsninger som reelt interesser os', så vi kunne jo 'forklare' nogen at vi tager på Chef delen, men så farer af sted til Grand Canyon i vores Porsche el.lign. ...', skrev regionens it-driftschef til sin overordnede og gode ven. 'Der bør nok være aircon i dytten', svarede it-direktøren.

Sidstnævnte skriver 'fuck', da han er kommet til at sende en Vegas-mail til en tredje i regionen.

Michelin
Ligesom ved retsmøder i sidste uge om en såkaldt drengetur til Dubai er de tiltaltes interesse for Michelin-restauranter mandag i højsædet. I den amerikanske ørkenstat var det Joel Robuchon, som de rejsende aflagde besøg.

Regningen for tre deltagere - de to ansatte i regionen og en salgschef i Atea - løb op i 3000 dollars, og en kvittering, som Bagmandspolitiet præsenterer, viser, at mændene til sidst fik lyst til en cognac. Ét enkelt glas kostede 160 dollars.

Problemet er ifølge anklagerne, at de tre ikke selv betalte. Atea lagde ud og tappede derefter en konto med penge, som egentlig tilhørte Region Sjælland.

- Det var en tjenesterejse, men kostede langt mere, end hvad der må siges at være rimeligt, siger en af anklagerne, Alexander Dzougov.

Regionen tabte i alt 122.000 kr. og blev udsat for underslæb på rejsen, som også inkluderede besøg på Canyon Ranch Spaclub, Playboy Club og andre steder, påstår Bagmandspolitiet.

Samtidig fik de to offentligt ansatte hver fordele, altså bestikkelse, på godt 30.000 kr., lyder påstanden, som de tiltalte afviser.

Anklageskriftet indeholder 38 kriminelle forhold. Indtil nu er tre gennemgået. Dommen ventes til februar.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.